Vores differentieringsstrategi har igennem en del år medført, at vi har markedsført os under forskellige navne. Vi samler nu alle forretningsområder og 230 medarbejdere under ét navn – CC&CO. Det betyder, at navnene PaperlinX Scandinavia, Udesen og PaperNet udfases. Der er ingen ændringer i forhold til den skandinaviske vækststrategi.
Beslutningen er begrundet i følgende:
- Slagkraft på markedet ved kun at markedsføre ét navn med en bred vifte af produkter
- Bedre mulighed for at udvikle nye spændende kundefordele på tværs af virksomheden
- Reduktion af omkostninger og administrative arbejdsgange
- CC&CO er valgt, da det er virksomhedens mest kendte brand
Virksomheden organiseres under 5 divisioner, hvor direktør Ove Thorbjørn Jensen har salgs & indkøbsansvaret for de to divisioner med fokus på grafisk papir og sign & digital. Direktør Askov Boutrup har uændret salgs- og indkøbsansvaret for de 3 divisioner, der markedsfører emballage, kontorprodukter, catering og øvrige forbrugsvarer.